Slide background
Slide background

Virksomhedsprofil

Lystrup Tekstiltryk er en mindre virksomhed, som har eksisteret i mere end 25 år. Virksomheden har specialiseret sig i kvalitetstryk på en lang række materialer og emner.

Vi kan håndtere store som små oplag og trykke op til seks farver.
Vi trykker på de fleste tekstiler som f.eks. beklædning, sportstasker, paraplyer, muleposer osv.

Hvis du har brug for os til at løse en trykopgave, er du velkommen til at kontakte os.

Historie om Lystrup Tekstiltryk

Tekstiltryk bygger på de gamle principper fra silketryk, hvor farven trykkes igennem et nylonvæv og trykkes direkte på tekstilet. Silketryk er en trykmetode stammende fra Kina, hvor man skar to skabeloner ud og limede dem sammen med hår. Senere blev det silkedug og i dag anvendes kunstofdug (polyester, nylon).

En serigrafiramme består af en træ-, aluminiums- eller stålramme, hvorover der er spændt en fintvævet dug – næsten ligesom et malerilærred. Dugen dækkes af en belægning (emulsion).

Motivet overføres som regel til trykrammen fotografisk hvor dugen er dækket af en lysfølsom emulsion, der belyses gennem en film med motivet. Emulsionen fremkaldes. Der hvor filmen har været klar er emulsionen belyst og derved hærdet, de ubelyste områder af emulsionen (hvor filmen er sort) er stadig uhærdede og kan vaskes væk).

Trykfarven lægges i rammen og trykkes gennem motivet i rammen direkte ned på emnet. Der bruges en rakel – en liste med gummikant, som under let pres trækkes frem og tilbage over rammens dug. Dette kan ske enten ved håndkraft eller med maskine. Herefter bliver trykket fixeret i en varmluftovn. Ved denne metode, hærder trykket direkte på tøjet, og har den bedste holdbarhed.